Niels Christian Andersens alt for korte liv

Af Jeppe Høj Kjeldsen 04 feb 2018

Dette er en fortælling, som er skrevet ud fra retsdokumenter og kirkebogs registreringer om en ung mand fra Dejbjerg. Den unge mand hed Niels Christian Andersen og han blev kun 20 år. Alle retsdokumenter kan findes på rakker.dk.

Fortællingen om Niels Christian Andersen

Niels var den næstyngste i en børneflok på 5 boede på et lille husmandssted, hvor hans ældste storebrors kone og to børn også boede. Huset lå midt ude på den ufrugtbare hede, hvor end ikke den mest sejlivede rug kunne dyrkes.

Lille Niels vidste godt at de var fattige, og at familien hverken havde råd til klæder og al den mad de behøvede. Det var langt fra hver dag, at de fik noget at spise. Faktisk kunne Niels ikke huske hvad det ville sige, at være mæt. Nogle gange gik lille Niels med sin mor ind til Dejbjerg, for at se om sognet, havde samlet lidt sammen til fattigfolkene. Forhåbentlig kunne de få et stykke brød, og måske hvis de var heldige, var der også lidt ost og mælk til at dyppe den tørre brød i. Folkene i byen ville ikke kendes til den lille familie, eller andre fra det lille område bag Bundsbæk Mølle, som kaldes Bjørnemosen. Folkene i byen kaldte dem natmænds folket, hvilket lille Niels ikke kunne forstå, for natmænd måtte vel være ude om natten. Så vidt som han vidste, sov alle i Bjørnemosen om natten. I skolen sad børnene fra Bjørnemosen, for sig selv. De andre børn ville aldrig lege, derfor holdt Bjørnemose-børnene sig for sig selv. Engang for få år siden, det var da hans ældste storebror gik i skole, var der næsten blevet krig i den lille by, fordi gårdmændene ikke ville lade deres børn sidde i samme lokale som Bjørnemose-børnene. Folkene i byen troede, at deres børn ville blive smittet med natmandbørnenes uærlighed. For det troede folkene på dengang. Men nu ville gårdmandsbørnene ikke lege, fordi Bjørnemosebørnene lugtede og var fyldt med utøj.

Artiklen fortætter efter annoncen

Den første tur på landevejene

Den sommer hvor Niels fyldte 15, kom han ud at tjene på en lille gård i nabo sognet. Disse mennesker brød sig ikke om natmænd, og for at undgå at utøj og andre dårligdomme, måtte Niels sove i en bås ude i stalden, kun med et tynd dyne til at varme sig under. Niels var jo lidt af et stædig rad og fandt sig ikke i den behandling. Efter 14 dage flyttede han hjem til sine forældre igen.

Men hans forældre kunne ikke brødføde ham, for han var jo nu blevet stor, og krævede megen føde. En dag snakkede han med én af nabodrenge, den 18 år gamle, Christian Laursen. Og de lagde store planer, for det var almindelig kendt, at det var muligt at gå rundt i landet og tigge for føden. Christian havde prøvet at være på farten, og vidste til nogle gårde i nabosognene hvor de var flinke til at give mad.

Cristian og Niels gik af sted, på deres første tur. Turen gik til gårde i Skjern, Hanning og Bølling, hvor de havde stor held med at tigge mad. De fik endda nogle penge ud af turen også. De penge valgte de at bruge på en lille flaske snaps. De var på vej hjemover, og var temmelig kåde og højrøstede. De sang for vilden sky, og da de nærmede sig hjemsognet, hvor de gik på den støvede vej, blev de pludselig mødt af en fin lille lam. Lammet fulgte dem et stykke, som om den ville følge dem hjem. Pludselig tog Christian sin vandrekæp, og svirpede lammet over højre bag lår. Lammet skreg af smerte, men alligevel kunne de to drenge ikke lade være med at grine. For hver gang lammet forsøgte at støtte på benet, væltede den om på siden og sprællede. Nu tog Niels sin vandrekæp, og slog lammet på højre skulderblad. For hvordan ville det se ud, når hele højre side var lam.

Et stykke fra vejen lå Willads Sørensens gård. Han var blevet nysgerrig, da han hørte syngende stemmer fra vejen, og var gået ud for at hvem det var der lavede sådan en gang spektakel. Da han så hvad drengene havde for sig, kaldte han på gårdskarlen, og sprang selv på hesten. Inden længe var de to drenge fanget, og hvilket møgfald de fik. For nu havde de jo skadet lammet, og bonden ville jo tabe penge på kræet. Bonden og karlen – tvang Niels og Christian – til at ligge henholdsvis en skorte og trøje som pant. Bagefter gik Bonden til øvrigheden, for at sikre sig erstatning for den skade, drengene havde forvoldt på lammet.

Bonden fik dog ingen erstatning, fordi et par dage senere, var lammet fuldstændig frisk igen. Men øvrigheden var ikke helt tilfreds, for de to drenge havde jo forladt sognet, uden tilladelse. For det skulle man have, for ikke at blive anholdt for løsgængeri. Niels var jo heldigvis ung endnu – og ikke engang konfirmeret – så han slap med 20 dages simpel fængsel. Christian derimod, blev dømt til 6 x 5 dage på Vand og Brød.

Da de 20 dage i fængslet var overstået, holdt han sig i skindet, og forsøgte at få tingene til at hænge sammen hjemme hos sine forældre. Men det var ikke altid lige let, oftere og oftere måtte familien gå sultne i seng.

I lære som vandringsmand

En dag – ca 2 år efter episoden med lammet – besluttede Niels og hans lillesøster Else, at de ville prøve lykken på farten, for at lette presset på forældrene, storebroren og hans voksende familie.

Niels var selvfølgelig nervøs for at blive anholdt igen, fordi nu ville han ikke længere få en så mild straf som sidst. Når de to søskende var rundt i landet, så holdt de gerne deres natlogi på fattiggårde og sognenes fattighuse, for der kunne vide sig nogenlunde sikker.

Det var i et af disse fattighuse, Niels mødte Mette Abellone. Hun var lidt ældre end Niels. Op det her tidspunkt var Niels omkring 18 år og Mette 22. Hun gik med på vandring. I løbet af de næste ture, hægtede de sig på Niels Jensen Kvembjerg, som var en garvet mand på 58. Kvembjerg havde vandret i mange år, og fik lov til det af sognerådet, fordi han var Blikkenslager og glarmester. Kvembjerg lærer de unge mennesker hvordan man klarede sig på landevejen, og indviede dem i små tricks der kunne gøre livet lidt lettere.

På et tidspunkt overnattede den lille bande i laden hos Mikkel Sørensen, hvis gård lå langt ude på heden i Vorgod sogn. Her opdagede de et hul ind i huset. De neglede en masse tøj og andre genstande, skyndte sig af sted, men tyveriet blev opdaget straks om morgenen. Mistanken faldt på den omvandrende gruppe, som befandt sig på egnen. De blev fanget, med mange af de stjålne genstande på sig. De havde allerede fået afsat nogle småting, men der var ikke noget at gøre, for de kunne ikke forklare, hvorfor de havde alle de stjålne genstande på sig.

Kvembjerg viste hvad han var i stand til. På én eller anden måde, fik han talt sig ud af affæren. Og har på mærkværdig vis skaffet sig et alibi. Så straffen kommer til at ligge på de unge mennesker. Mette og Niels var tidligere straffet, og blev begge idømt 6 x 5 dage på vand og brød. Else derimod, som på det her tidspunkt var 16 år gammel, var ikke tidligere dømt, så hun slap med 20 dages simpel fængsel.

Mette var gravid, og da dommen på vand og brød var en fysisk hård straf, blev dommen ændret til 120 dages fængsel på almindelig fængselskost. Hun når kun at afsone 10 dage, for hendes graviditet var temmelig langt fremme. I stedet bliver hun anbragt hos en ældre enke i Struer, hvor hun efterfølgende føder en dreng.

Niels sad i fængslet, da han hørte, at Mette havde født ham en søn. Han kan næsten ikke vente med at komme ud. Det var faktisk i hans tanker at han skulle forsøge at bryde ud af den lille arrest, i Herning. Tanken droppede han dog, for der var jo kun 3 uger til han skulle løslades.

Så kom dagen endelig, hvor han trådte ud af porten, og ud i den friske luft. Han tog benene på nakken, og skyndte sig vesten ud af byen. Da han kommer til Mettes forældre i Snejbjerg, fandt han  ud af Mette var i Struer, under øvrighedens opsyn. På vejen nordpå blev han løbet op af Mettes 10 årige lillebror Hans Peder, for han ville med ud at lære vandringens kunst.

Niels var heldig, for da han kom til enken i Struer, var hun ikke hjemme. Det var kun Mette og barnet, der var i huset. Hun var ovenud lykkelig for at se Niels igen, og der gik ikke 10 minutter før de var på farten igen. Egentlig måtte Mette slet ikke forlade enken, hun var jo stadig under øvrighedens varetægt. Hun havde jo kun afsonet 10 af de 120 dages fængsel, som hun fik i ”Kvembjerg” sagen.

Den sidste tur

Det blev en længere tur de kom ud på. Mette kendte et område i Tved, 30 km øst for Herning, hvor beboerne som regel var venlige og gerne gav en bid brød. Niels var jo blevet oplært i glarmesterfagets kunst, så mon ikke der skulle falde lidt ekstra af sig.

På vejen til Tved, kom de forbi et marked, Niels ville meget gerne ind for at se om der ikke skulle være lidt arbejde at få. Mette vidste godt at det var snapsen, som trak. Hun, Hans Peder og det lille spæde barn slog sig ned på en lille bakke, lige uden for byen. Da Niels kom tilbage var han helt oppe at køre, det havde åbenbart været en god dag på markedet. De gik lidt hen ad vejen, hvor Niels og Hans Peder fjoller lidt rundt. Niels viste ham et stort flot sølvur og Hans Peter spørger ham – hvor han dog havde fået sådan et flot ur fra. Niels fortæller – at den havde han da fundet.

Senere samme uge overnattede gruppen hos en ung enke og hendes søster i Tved. På vejen væk, viste Niels dem en barneskjorte, som han havde ”fundet”. Mette syntes ikke om det, for de to damer, var jo også fattige. Mette overtalte Niels til at levere en stjålen barneskjorte tilbage. Det var Hans Peder som gik tilbage til huset, med det påskud, at de havde glemt en hue. Alt imens Damerne søger huset igennem, ligger Hans Peder skjorten i bryggerset, og forsvinder.

På vejen væk fra huset med de 2 søstre, blev gruppen anholdt af politimesteren fra Herning. Niels var anklaget for at have stjålet et ur, på et marked. Under retssagen, brød Hans Peder sammen, og fortalte myndighederne alle detaljer – både om uret og episoden med skjorten – han var jo blot en lille dreng på 10 år, som var taget på eventyr. Siden holdt han sig på den rigtige side af loven.

Under retssagen sad Niels i varetægt i Herning arrest. Her oplevede han hvor rå fængselslivet kunne være.

En sen aften, vågnede Niels ved at der var et vældig postyr. Hans cellekammerat, Jens Peder Jørgensen, var væk. I cellen over dem af sad Jørgen Fyrst og Jens Peder Mus. Han hørte hvorledes Jørgen Fyrst råbte og skreg – ”DE ER FLYGTET, DE ER FLYGTET! ”. Niels var ikke tryg ved situationen, for han havde tidligere oplevet, hvordan Jørgen Fyrst hele tiden forsøgte at lave ballade. Blandt andet, den gang hvor Fyrst nægtede at gå ind efter en gårdtur. Det kom til håndgemæng mellem arrestforvareren og Fyrst. Hvis ikke arrestforvareren havde haft sin kæp, var han blevet total massakreret af Fyrst. To uger senere, forsøgte Fyrst at flygte, men det var mislykket. Arrestforvareren fandt ham under loftet, inden han var nået op på taget.

Morgenen inden, Niels skulle i retten for at modtage sin straf, fandt arrestforvareren Niels død. Han havde hængt sig i sit celle. Niels blev straks begravet i uindviet jord, fordi en selvmorder har ikke plads i guds rige. Året var 1842, Niels blev 20 år gammel.

—-

Retsprotokollerne sagde ikke noget om hvorfor Niels tog sig eget liv. Det må blive ved spekulationerne. Det kunne være fordi, at fængselslivet skræmte ham. Han skulle jo dømmes for tredje gang, og denne gang kunne han nok ikke, slippe med en simpel fængselsstraf. Højest sandsynlig ville han blive idømt 2 til 3 år i tugthuset. En anden mulighed for at han tog sit eget liv, var at Mette Abelone havde fundet en ny mand.

I 1905 bliver Mette Abelone interviewet, til en lokal avis, og her fortæller hun ikke om tiden med Niels. Der var simpelt hen et hul i hendes fortælling, fra dengang hun, som ung pige, blev anholdt sammen med sine forældrene – for at tigge – til hvordan hun og hendes nye mand – Christian Peder Severin (Svin), overlevede på ærlig vis.

Kilde:

Niels Christian Andersen på rakker.dk

Hans Smidth – Glarmester 1890 – Skive Kunstmuseum